Endnu et Steffensen-firma opløst
I januar i år blev Erika Danmark A/S, Bolderslev i Sønderjylland taget under konkursbehandling. Nu er turen kommet til endnu et selskab på samme adresse, Vollerup Byvej 18 i Bolderslev.
Det drejer sig om vognmandsfirmaet P.I.T. ApS, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har begæret tvangsopløst. Selskabet tages nu under likvidations-behandling ved Skifteretten i Tønder.
Erika Danmark A/S var delvis ejet af en kontroversiel skikkelse i transportbranchen, Jørgen Steffensen, der er kendt via vikarbureauet Erika Shipping Espana S.L på Gibraltar.
Steffensen var også direktør i Erika Danmark A/S, og samme titel havde han i P.I.T. ApS.