23948sdkhjf

Eksportvognmænd skal udnytte mulighederne

»Vi må erkende, at internationale transportører får meget svært ved at overleve med danske chaufførlønninger. Vi bliver derfor nødt til at gøre brug af de muligheder, der ligger i form af bl.a. vikarbureauer og det at leje chauffører hos hinanden.«

Det sagde Mogens Therkelsen, formand for International Transport Danmark (ITD), i sin beretning på foreningens generalforsamling lørdag i FDE Center Padborg.

Formanden sagde videre, at det ikke er muligt at komme med en skræddersyet løsning, der dækker alle medlemmer.

»Skal man etablere sig i udlandet? Skal man bruge chaufførvikarer? Eller skal man samarbejde med kolleger i udlandet om leje af chauffører? Det er op til os selv at vurdere, hvad der er bedst for netop vores virksomhed. Nytænkning og fleksibilitet er afgørende elementer i denne proces. Der bliver ikke plads til virksomheder, der ikke løbende fornyer og tilpasser sig,« sagde Mogens Therkelsen.

Bøder på et skråplan

Formanden kom også ind på justitsministerens bebudede lovforslag om højere bøder for at overtræde køre-hviletidsreglerne.

»Fra ITD’s side hilser vi det velkommen, at bødernes størrelse nu relaterer sig til overtrædelsens grovhed. Vi er dog meget betænkelig ved det ekstremt forhøjede bøde-niveau i lovudkastet,« sagde Mogens Therkelsen og nævnte følgende eksempel:

»En chauffør, der mister tre diagramark, står til en bøde på 9.000 kr. og ubetinget frakendelse af kørekortet. Konsekvensen for vognmanden er en bøde på 18.000 kr. Loven skal overholdes, men her er man ude på et skråplan, hvor der ikke er en rimelig sammenhæng mellem forseelse og sanktion. Og dette er langt fra det eneste eksempel i lovforslaget,« understregede formanden.

Færdselsstyrelsens direktør, Carsten Falk Hansen kunne på generalforsamlingen fortælle, at det nye lovforslag sandsynligvis bliver et punkt på dagsordenen på Vejtransportrådets møde den 12. april.

Den tyske vejskat

Mogens Therkelsen kom også ind på den tyske vejskat for lastbiler.

»ITD har hele tiden ment, at det er uhensigtsmæssigt, at hvert enkelt land etablerer sit eget vejskatsystem,« sagde han. »Det burde i stedet være EU, der stod for rammerne og teknikken for vejskatsystemer i Europa, så vi ikke risikerer at stå med et hav af forskellige løsninger til skade for dagligdagen. En sådan situation svækker samtidig Europas konkurrenceevne.

Det luxembourgske formandskab for EU vil endnu en gang prøve at få etableret en europæisk løsning. Vi håber, at initiativet lykkes, og skal samtidig opfordre den danske regering til at bakke kraftigt op herom.«

Kritik af Toll Collect

Mogens Therkelsen noterede sig, at det tyske satellit-baserede system ser ud til at fungere bedre, end mange havde frygtet. Dog kritiserede han det tyske opkrævningsfirma Toll Collect for ikke at give transportørerne direkte adgang til ens egen konto, således at man som transportør kunne få væsentligt bedre muligheder for at foretage den helt nødvendige kontrol og dokumentation over for kunderne.

»Samtidig må det konstateres, at det er et administrativt meget tungt system, hvor hele 25 % af indtægterne går til administration og kontrol. Vi samarbejder med DTL og de øvrige europæiske vognmandsorganisationer på at få ændret Toll Collects forretningsforbindelser, der på flere områder er uacceptable,« sagde Mogens Therkelsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063