Mafia udnævnt til vognmænd
ITD’s generalforsamling tog en festlig afsked med de to sidste medlemmer af den jyske trafik-mafia, Kaj Ikast og Svend Heiselberg, som begge i en menneskealder har været medlemmer af Folketingets trafikudvalg. Kaj Ikast har desuden været trafikminister.
De to nu forhenværende folketingsmedlemmer har trofast deltaget i alle ITD’s og FDE’s generalforsamlinger i mere end 20 år, og som det fremgik af talerne fra de to herrer og fra ITD’s formand og direktør, så har der været tale om et samarbejde til stor gensidig glæde.
Venner af ITD
Kaj Ikast og Svend Heiselberg fik overrakt hver et diplom, der udnævner dem til ”venner af transportbranchen og ITD”. De er de første, der modtager denne hæder.
Desuden blev de udnævnt til ITD–vognmænd og fik overrakt hver en lastbil med eget navn på døren.
Der blev endvidere sagt farvel – og på gensyn – til et andet tidligere medlem af trafikudvalget, Sven Buhrkall, der ligeledes udtrådte af Folketinget ved folketingsvalget for at hellige sig sin erhvervskarriere.