Certifikat til Lolland
Transportvirksomhederne Sax-Trans og Viggo Jensens Fragtmandsforretning i Sakskøbing er blandt de første virksomheder i Danmark, som er certificeret under en ny ordning ”Trafiksikkerhed i virksomheden”.
Sax Trans og Viggo Jensens Fragtmandsforretning har deltaget i et pilotprojekt om at skabe større fokus på trafiksikkerhed i det daglige arbejde med logistik.
Bag initiativet står Dansk Transport og Logistik (DTL).
Trafiksikkerhed i Virksomheden koncentrerer sig om få vigtige forhold, der har stor betydning for trafiksikkerheden. Målet er, at tilføre ekstra ledelsesfokus til trafiksikkerhed og til chaufførernes trafikale adfærd.
Brændstof og skader
I Sax-Trans og Viggo Jensens Fragtmandsforretning har man valgt at fokusere på brændstofforbrug og på gods og kørselsskader. Brændstofforbruget giver god information om den enkelte chaufførs kørestil- et lille forbrug peger på defensiv kørsel modsat et stort forbrug.
Gods og kørselsskader er ligeledes indikatorer for kørestil og omhyggelighed fra chaufførernes side. Ved at følge udviklingen for hver enkelt chauffør og hver lastbil, er der mulighed for at gribe ind i kæden fra kunden bestiller en transport til opgaven er udført. Der skal endvidere arbejdes med holdninger og uddannelse hos alle berørte, når og hvor det er nødvendigt.
Tilbydes til alle
Fra 1. april tilbydes ”Trafiksikkerhed i virksomheden” til alle transportvirksomheder, herunder transportkøbere - offentlige eller private.
Implementeringen kan ske med hjælp fra DTLs Regionskontorer eller af virksomhederne selv på baggrund af vores materiale.
Hovedpunkterne i Trafiksikkerhed i Virksomheden er en trafiksikkerheds målsætning, en trafiksikkerheds politik og en konkret handlingsplan for de kommende 12 måneder.
Certificeringen foretages af DTL, og er gyldig i 12 måneder. Herefter skal virksomhederne forny certificeringen på baggrund af de opnåede resultater og handlingsplanen for den kommende 12 måneders periode.