Johnny Schytt igen chauffør
Den tidligere formand for Chaufførernes Fagforening i Aabenraa og ivrig debattør, Johnny Schytt-Nielsen, er igen tilbage bag rattet. Denne gang som buschauffør hos Taxa Bus Sønderjylland - også kendt som Aabenraa Turistfart.
Her kører Johnny Schytt-Nielsen hovedsagelig med handicappede børn, men det bliver også i ny og næ til en tur med en af firmaets turistbusser.
Spidskandidat for S
Samtidig med jobbet passer den tidligere fagforeningsmand sit job som medlem af kommunalbestyrelsen i Bov for Socialdemokraterne. Desuden er han netop blevet valgt som partiets spidskandidat forud for valget til de nye storkommuner - og er derfor næsten helt sikker på at blive valgt.
Bov sluttes sammen i en ny storkommune, der kommer til at bestå af Bov, Lundtoft, Rødekro og Aabenraa kommuner.