23948sdkhjf

Chauffør efterlyser blokade

Vi har modtaget nedenstående indlæg fra chauffør Klaus Andersen, Kolding:

“Åbent brev til samtlige kolleger:

Jeg kan ikke forstå, at der ikke er så meget sammenhold i branchen, at man går ind og gør ligesom man gjorde i Frankrig for år tilbage og lukker det hele, og jeg mener sgu det hele, undskyld sproget.

For det er jo rigtig smart, det vores ven Claus Hjort (Frederiksen, beskæftigelsesminister, red.) er igang med. Det er jo meget behændigt at lave et lovforslag, der ikke berører køretøjer under 3500 kg, for så kan hans ministerchauffør jo arbejde alt det han vil.

Det er jo også meget godt at sige, at der bliver job til 5000 mere, men hvor skal de 5000 komme fra? Det firma, jeg er ansat i, har allerede svært ved at skaffe de folk, vi skal bruge. Man kan jo ikke omskole hvem som helst til at køre lastbil.

Regeringen siger også ,vi skal uddanne os - det siger 3f for den sag skyld også, men det er jo ikke nemt, når Fogh og co. skærer ned på tilskuddene til AMU, hvor vi fra transportbranchen skal uddanne os.

Der er nok nogle, der tænker: hvad forstand har han nu på det? Jeg har kørt lastbil i 22 år lige fra den dag jeg fik kørekort og har kun oplevet, at i vores branche har der stort set kun været nedgang.

Dengang jeg startede, var jeg stolt af at være chauffør - det synes jeg ikke, at jeg er mere, for alle har en mening om vores job, men de fleste, som ikke er i branchen, aner ikke en skide om, hvad det indebærer at være chauffør i dag.

Jeg vil hermed sig tak for ordet, det gav en smule luft - og husk venner: hvis vi mander os op til at sige stop nu og lukker det hele, kan det godt være, vi taber penge her og nu, men jeg er overbevist om, at vi vinder det tabte tilbage i fremtiden.”

Med venlig hilsen

Klaus Andersen
Kolding

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109