Forvirring om direktiv
Redaktionen har modtaget følgende indlæg i debatten om arbejdstids-direktivet:
"Jeg ser, at mine kolleger demonstrerer imod det "nye" EU-direktiv, der forbyder chauffører at arbejde mere end gennemsnitligt 48 timer ugentligt.
Desværre ser jeg også, at ministeren ikke rigtigt forstår begrebet "arbejde", i hvert fald det, der kaldes arbejde for en chauffør.
Der hersker meget stor forvirring om begreberne, og tydeligvis forstår ministeren "arbejde" som lig med KØRETID.
En chauffør laver meget andet end netop at køre bilen, og som chauffører har vi jo i forvejen køre-hviletidsbestemmelserne, som jeg i øvrigt mener er udmærkede; de kunne godt gøres lidt mere smidige; men det er en helt anden sag.
Kører kun en time om dagen
For mit eget vedkommende kan jeg sige, at min daglige ARBEJDSTID er 10 - 11 timer; men min daglige KØRETID er under én time. Det er et meget specielt tilfælde; men for at sætte tingene lidt i relief, er man nødt til at have begge ender af spekteret med.
En eksportchauffør får løn for 24 timer i døgnet, og hvis man så sætter sagen på spidsen, er han/hun reelt på arbejde 24 timer i døgnet. Det betyder imidlertid IKKE, at man kører 24 timer i døgnet.
Den attitude fra ministeren er desværre kun udtryk for, at han ikke helt har forstået chaufførernes problem.
Lastbiler kører alle varer, der findes, bl.a. i supermarkederne. Mange chauffører arbejder 10 - 12 timer (ARBEJDSTID), men kører reelt kun i de 7 eller 8 (KØRETID), som køre- hviletidsbestemmelserne foreskriver."
Med venlig hilsen
Chauffør Steen A. Jensen
Slåenbakken 12
8520 Lystrup.