3F maner til besindighed
Fagforbundet 3F opfordrer de mange utilfredse vognmænd og chauffører til at slå koldt vand i blodet i forhold til det nye arbejdstidsdirektiv, skriver 3F på deres hjemmeside.
Ifølge forbundets Transportgruppe bygger utilfredsheden først og fremmest på rygter og myter. Konsekvensen bliver ikke voldsom for de, der i forvejen lever op til loven, hævdes det.
»Jeg forstår godt, at direktivet skaber usikkerhed. Der er mulighed for forskellige fortolkninger af det, fordi det endnu ikke er blevet til dansk lov. Det giver grobund for myter. Men det er vigtigt at slå fast, at direktivet ikke får konsekvenser for chauffører, der i dag overholder reglerne om køre-hviletid,« siger forretningsfører Jørgen Aarestrup Jensen.
Kræver bedre planlægning
De nye regler betyder, at en chauffør højst må arbejde 48 timer om ugen, men mange chauffører er vant til at køre op til 60 eller 70 timer om dagen.
»Men det må man heller ikke i dag. Køre-hviletidsbestemmelserne giver højst mulighed for at køre 90 timer i hver 14-dages periode eller gennemsnitligt 45 timer om ugen. De chauffører og vognmandsfirmaer, der i dag overholder reglerne om køre-hviletid, bliver ikke ramt af lønnedgang på grund af direktivet. Men de nye regler vil tvinge mange vognmænd til at planlægge bedre,« siger Jørgen Aarestrup Jensen.