Transportministerium blev ikke til noget
»DTL havde gerne set, at transporten blev samlet ét sted - i et transportministerium. Vi ser et stort behov for en politisk samling af alle facetter af transporten. Selv om dette ønske ikke blev opfyldt, er DTL tilfreds med, at Flemming Hansen fortsætter på posten som trafikminister i den nye regering,« siger DTL´s formand, Anker M. Jensen, i en udtalelse på DTL´s hjemmeside i forbindelse med regeringsskiftet.
»DTL forventer, at det nye Folketing vil anerkende transporterhvervet som en væsentlig nøglefaktor for den danske velfærdsudvikling. Vi ser frem til en fortsat positiv trafikpolitisk dialog med de relevante ministre og folketingsmedlemmer,« hedder det bl.a. i udtalelsen.