DTL reagerer efter ny højresvings-ulykke
I går blev en ung kvinde dræbt af en højresvingende lastbil på Amager, og ulykken har fået DTL til at reagere.
»Det er en situation, som DTL under ingen omstændigheder kan leve med. Derfor er det vigtigt her og nu at tage yderligere initiativer til at få den dystre kurve for antallet af trafikdræbte ændret i en markant positiv retning.
Vi tror stadig på, at indførelsen af spejl- og kameraløsninger er rigtigt set i forhold til de positive resultater fra Holland, men det skal følges op,« siger vicedirektør Morten Lindbo, DTL.
»Først og fremmest er det nødvendigt at få Havarikommissionen for Vejtrafikulykker på banen. Hidtil har vi ikke hørt meget fra havarikommissionen, der blev nedsat i 2001, men hvis den skal have en eksistensberettigelse, kunne den passende som første prioritet tage intiativ til at undersøge årsagerne til de ulyksagelige højresvingsulykker til bunds,« siger Morten Lindbo.
Ingen reaktion
DTL mener, at ikke kun havarikommissionen, men også de ansvarlige ministerier bør sætte mere fokus på ulykkerne.
I forbindelse med spejkampagnen i efteråret 2004 søgte DTL sammen med Rådet for Større Færdselssikkerhed og Dansk Cyklist Forbund om midler til at gennemføre en kampagne for at mindske ulykker med højresvingende lastbiler som opfølgning på de nye regler.
Indtil videre har der ikke været nogen reaktioner. Nu da valgkampen er overstået, kan vi med rimelighed forvente, at ministerierne også er klar til at tage et trafiksikkerhedsmæssigt medansvar, mener DTL, der samtidig fastslår, at det drejer sig om menneskeliv.