23948sdkhjf

DHL samler aktiviteterne

Transport- og logistikfirmaet DHL Express samler sine syddanske aktiviteter i et nyt center i Erritsø ved Fredericia. Det nye center skal erstatte de to afdelinger i Kolding og Odense, som nedlægges.

»Baggrunden er, at vi siden sammenlægningen af vores selskab med A Post har været på udkig efter nogle nye rammer. Overtagelsen har gjort, at vi har brug for nogle nye bygninger i stedet for de gamle i Kolding og Odense, som er uegnede, sådan som situationen er nu,« forklarer Ole Juel Munkøe, filialchef for DHL i Jylland og på Fyn.

Den nye struktur berører 25-26 stillinger som chauffører for virksomheden, der har tilbudt alle chaufførerne at flytte med over i den nye afdeling i Erritsø.

Ingen fyringer

»Alle har fået tilbuddet om at komme med, og der er ikke sket nogen afskedigelser. Der er så nogle, som ikke ønskede at flytte med. Det har mest været deltidsansatte, der syntes, det var for langt, og det kan man jo godt forstå,« siger filialchefen.

Chaufførerne fortsætter med at køre de samme ruter, blot med et andet udgangspunkt. De gamle terminaler i Odense og Kolding er blevet afhændet, og aktiviteterne fra Kolding er allerede flyttet til de nye rammer i Erritsø, mens afdelingen i Odense følger efter inden for en uge eller to.

»Alternativet var at bygge eller finde nogle nye og større bygninger både i Odense og Kolding, men gennem vores interne drøftelser har vi altså fundet frem til, at det er bedre at samle det hele i én,« forklarer Ole Juel Munkøe.

Plusser og minusser

Den nye terminal har den rigtige størrelse og ligger desuden tæt ved motorvejen, så distributionen har optimale vilkår. Og fordelen ved en sammenlægning opvejer ifølge DHL de logistiske goder, der er ved at have aktiviteterne spredt ud.

»Det indgik selvfølgelig i vores overvejelser, at der også er en fordel med en vis spredning, men der er mange faktorer i det. Og når vi lægger alle plusser og minusser sammen, så får vi den optimale drift ved at samle det hele i centeret i Erritsø,« siger Ole Juel Munkøe.

DHL er ejet af det tyske selskab, Deutsche Post World Net, og er global markedsleder inden for international ekspres- og logistikservice.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.147