Maut: Kun få fravælger motorvejen
I følge den tyske automobilorganisation, ADAC, vælger lastbiler kun i begrænset omfang at benytte de tyske hovedveje i stedet for motorvejen - og på denne måde spare udgifterne til Maut´en.
Tyske medier har dog i den seneste tid berettet om beboerklager på grund af stigende tung trafik på hovedvejene, men i følge ADAC er det endnu for tidligt at drage en konklusion.
»At benytte de mindre veje kan kun betale sig i få tilfælde. De lastbiler, der bruger Tyskland som transitland vælger tilsyneladende ikke at benytte gebyrfrie veje for at spare nogle få Euro. Det kan simpelthen ikke betale sig,» mener ADAC.
Den tyske regering offentliggør til efteråret en stor trafiktælling, der skal vise, om for mange lastbiler er sadlet om til de gebyrfrie hovedveje. Er det tilfældet, kan det komme på tale også at indføre vejskat på disse strækninger.