Lastbilforhandlere skal også sælge varebiler
Foruden de store lastbiler skal der nu også fokuseres på varebiler hos Renault Trucks.
Der er tale om Renault Master i segmentet 2,8-3,5 ton og Renault Mascott fra 3,5-6,5 ton. Begge modeller blev komplet fornyet i 2004, og koncernen har nu fundet tiden rigtig til at satse på dette område i Danmark.
Begge modelserier er de seneste år også blevet solgt gennem Renault Trucks forhandlernet i en del europæiske lande, og dette med så stor succes, at man på europæisk plan solgte mere end 22.000 varebiler i år 2004.
Det er det koncept, man nu lancerer i Danmark, hvor der er ansat en salgs- og marketingledelse og i første omgang salgskonsulenter som dækker Storkøbenhavn, Århus og trekantsområdet (Kolding, Fredericia, Vejle).
»Med et årligt marked i Danmark på mere end 12.000 biler i segmentet 2,8-6,5 ton, er vi ikke i tvivl om, at der med den rigtige indgang til markedet også vil være store muligheder for os,« siger salg-og marketingdirektør Henrik Tarris, Renault Trucks Danmark A/S.