Køb vejskatten via SMS
Når den tyske vejskat træder i kraft ved årsskiftet, bliver det muligt at bestille en vejskattebillet via SMS, så man slipper for at holde i kø ved en maut-terminal.
»Alternativet til køen er, at man vælger at klare den tyske vejskat ved at ringe til FDE,« fastslår FDE’s direktør, John V. Thomsen. »Man springer simpelthen terminalkøerne over ved at lade FDE købe vejskattebilletten, registrere de nødvendige oplysninger hos Toll Collect og sende dokumentation for bestillingen - i form af et reservationsnummer – via SMS.«
Tilbud til alle
»Dette reservationsnummer indeholder de oplysninger, der skal bruges som dokumentation over for BAG, hvis man bliver udsat for fysisk kontrol på de tyske motorveje og ved en evt. aflysning af den bestilte maut-betaling,« påpeger John V. Thomsen.
FDE’s nye vejskatservice via telefon er et tilbud til alle, uanset om man er registreret hos Toll Collect eller ej.
Hvis man ikke har installeret en OBU eller er registreret hos Toll Collect inden 1. januar 2005, har alternativet indtil nu været manuel booking ved mautterminalerne. Dette er en besværlig og tidskrævende hindring for en transport, som den nye service fra FDE vil imødegå.