Dramatisk anholdelse af chauffør
En tysk eksportchauffør blev i weekenden under dramatiske omstændigheder anholdt ved færgelejet i Trelleborg og sigtet for spirtituskørsel.
Manden var med færgen fra Rostock og allerede på skibet lagde besætningen mærke til, at chaufføren ikke var appelsinfri. Derfor havde de ved færgens ankomst kontaktet politiet, oplyser Trailer.se.
Da politiet henvendte sig til chaufføren, blev han meget ophidset og ville slås, og politiet måtte derfor anvende peberspray for at pacificere chaufføren, der blev anholdt.
I den senere tid er flere berusede chauffører blevet stoppet af politiet i Trelleborg, og for godt en måned siden blev fem mennesker dræbt, da en stærkt beruset ungarsk chauffør kørte mod trafikretningen på en motorvej i Sydsverige.
På den baggrund har chefanklageren i Malmö foreslået, at alle bus- og lastbilchauffører i Sverige skal alkoholtestes, når de kører fra borde.