Chauffør måtte betale for smugler-cigaretter
Chauffører risikerer at komme til at betale told for smugler-cigaretter, selv om cigaretterne er blevet gemt i lastbilen uden deres vidende.
Det viser en afgørelse ved den tyske landsskatteret, som ITD refererer. Afgørelsen fastslår, at personer kan stilles til regnskab for smugleri - selv om personen bevisligt ikke vidste, at han smuglede.
I den aktuelle sag var en lastbil fra Litauen med træpaller blevet undersøgt efter indrejse med færge til Tyskland. I taget på køletraileren fandt man næsten 3.000 stænger cigaretter i et dertil indrettet skjul. Cigaretterne var blevet gemt uden chaufførens og passagerens viden.
EU-domstolens afgørelse
På trods af at chaufføren og passageren ikke kendte til smugleriet, skulle de betale tobaksafgiften til det tyske toldvæsen.
Den tyske landsskatteret valgte dog at lade sagen prøve ved den europæiske domstol, der kom til denne afgørelse:
“Oplysningspligten omkring medførte varer vedrører også hemmeligholdte eller gemte varer. Den, som bryder oplysningspligten, skylder afgifterne uden hensyntagen til sin egen viden derom.”