Kræver seks års fængsel til chauffør
Anklageren i sagen mod en 45-årig ungarsk lastbilchauffør kræver, at chaufføren idømmes seks års fængsel for at have forvoldt fem menneskers død, da han stærkt beruset kørte imod trafikretningen på motorvejen ved Svedala i Sydsverige for en måned siden, skriver Trailer.se.
Chaufføren vendte sit vogntog midt på motorvejen, fordi han var kørt forkert og fortsatte imod trafikretningen. Her tørnede han ind i en personbil, hvor en hel familie på fire blev udslettet.
Desuden omkom en kvinde i en anden personbil, da hun forsøgte en undvigemanøvre.
Mandens forsvarer mener, at den foreslåede straf langt overstiger praksis og mener, at chaufføren maksimalt kan få to års fængsel.