Stor ordre til Scania
Det er ikke hver dag, en forhandler får en ordre på 150 nye lastbiler. Men det er, hvad Scanias forhandler i Algeriet, Mavia, har fået. De mange nye biler skal leveres til transportfirmaet Tonic Emballage.
120 af bilerne skal monteres i Sverige og Holland i løbet af januar måned, og det bliver således nogle af de sidste biler fra Scanias 4-serie, der færdiggøres i Europa. Bilerne leveres færdigopbyggede med bl.a. kapel og lift.
Pæn markedsandel
De resterende 30 biler, som alle er trækkere, skal monteres lokalt i Algeriet af Mavia.
Ordren er den hidtil største, siden Mavia startede i Algeriet for to år siden.
Totalmarkedet i Algeriet for importerede tunge køretøjer ligger på mellem 1400 og 1500. Renault er markedsledende, men med den nye ordre kommer Scania op på en markedsandel på 12 procent.