Kendt midtjysk firma skifter navn
I forbindelse med at firmaet fylder 20 år, har Midtjysk Tip og Trailer Service i Viborg skiftet navn til MTT TruckCenter A/S.
Navneskiftet skal bl.a. signalere, at firmaets arbejdsopgaver har ændret sig i løbet af de 20 år, så det i dag fremstår som et servicecenter for transport-materiel.
Samtidig markerer navneskiftet, at virksomheden i Viborg har lukket afdelingen med reservedele til personbiler, og nu koncentrerer sig 100 procent om den tunge sektor.
Opgaverne omfatter blandt andet total trailer-service med vedligeholdelse og syn, service på lastbiler med speciale i MAN (autoriseret MAN Servicepartner), egenproduktion af specialopbygninger, færdige opbygninger af nye og brugte lastbiler, samt reparation, service og opbygning af kraner, hydraulikanlæg og øvrigt udstyr.