Kendt oliemand fylder rundt
Adm. direktør i Hydro Texaco A/S, samt formand for Oliebranchens Fællesrepræsentation, Karsten M. Olesen fylder 60 år i morgen den 20. november.
I sin tid var der ikke meget, der tydede på en karriere i oliebranchen, idet Karsten M. Olesen er uddannet klejnsmed. Han valgte imidlertid at læse videre, først til ingeniør og siden til HD i organisation. Han blev ansat hos Birch og Krogboe i 1969.
Fra BP til Norsk Hydro
I 1973 blev han rådgivende ingeniør i BP Olie-kompagniet, og efter en årrække med stadigt voksende ansvarsområder blev han i 1986 koncerndirektør i BP Olie-kompagniet.
I 1987 blev Karsten M. Olesen direktør i Norsk Hydro a.s i Oslo, og i 1988 administrerende direktør for Norsk Hydro Olje a.s i Danmark.
I 1995 blev han administrerende direktør for Hydro Texaco A/S, det selskab som blev dannet ved fusionen mellem Norsk Hydro og Texaco.
Karsten M. Olesen har en række tillids- og bestyrelsesposter, bl.a. er han formand for Oliebranchens Fællesrepræsentation, for Erik K. Jørgensen A/S og for Hydro Texaco AS i Norge.