Politiet efterlyser chauffør efter ulykke
Politiet i Odense vil gerne i kontakt med en lastbilchauffør, som - sandsynligvis uden at vide det - påkørte en ældre mand i går formiddag klokken ca. 10.15.
Lastbilen kom kørende ad Fåborgvej mod centrum, da en ældre fodgænger i krydset Fåborgvej-Dalumvej, få hundrede meter før Zoologisk Have, kom ind under lastbilen.
Fodgængeren, en 96-mand, hang fast på lastbilen og blev trukket med godt 500 meter, inden han kom fri og efterfølgende blev påkørt af en personbil. Han var død på stedet.
Den 96-årige var på vej til fods i krydset Dalumvej-Faaborgvej. Men han nåede tilsyneladende ikke over fodgængerfeltet, før lyset skiftede til rødt, skriver Fyens Stiftstidende.
Politiet vil gerne i kontakt med chaufføren på lastbilen, der havde rødt førerhus og blå presenning. Man vil også gerne tale med evt. vidner til ulykken.
Odense Politi kan kontaktes på tlf. 66 14 14 48.