Fastklemt mellem to lastbiler
En 54-årig mand overlevede tirsdag at sidde fastklemt i sin personbil, der var mast imellem to lastbiler.
Ulykken skete på havnen i Odense, hvor manden i sin Audi holdt bag en lastbil i et lyskryds, hvor der var rødt. Bag personbilen holdt en lastbil med en hollandsk lastbilchauffør, som åbenbart ikke havde observeret, at der var rødt.
Politiet oplyser til Fyens Stiftstidende, at den hollandsk chauffør har forklaret, at han blev blændet af solen, og at han troede, at bilerne foran kørte.
Det gjorde de imidlertid ikke, og med 40-50 km/t kørte den hollandske lastbil op bag i Audien, der blev klemt sammen.
Manden i personbilen blev kort tid efter klippet fri, og han slap fra uheldet med en øm albue.
Vagthavende hos Odense Politi siger til Fyens Stiftstidende, at manden formentlig ikke havde overlevet, hvis han havde kørt i en ældre bil.