Iveco er højdespringer
Iveco er månedens højdespringer, når det drejer sig om registrering af nye lastbiler over 15 ton i oktober.
Mens der kun blev registreret 14 tunge Iveco lastbiler i september, blev antallet mere end fordoblet i oktober med 37 nye registreringer.
Det bringer Iveco forbi Mercedes-Benz, der måtte nøjes med 31 registreringer i oktober.
Fremgang på årsbasis
Månedens vinder blev endnu engang Scania med 101 nyregistreringer, mens Volvo på andenpladsen havde 82. Herefter følger MAN med 61 og DAF med 45. Renault slutter feltet med 8 nyregistreringer.
I perioden fra januar til oktober ligger Volvo stadig på førstepladsen med 1.018 nyregistreringer mod Scanias 905.
I årets første ti måneder er der i alt registreret 3.400 nye lastbiler over 15 ton mod 3.110 i samme periode i 2003.