Femern-forbindelse smuldrer måske
Det politiske flertal bag en fast forbindelse over Femern Bælt er begyndt at slå alvorlige revner, skriver Lolland Falsters Folketidende.
Dermed risikerer trafikminister Flemming Hansen ikke at kunne fuldende det arbejde han tog fat på, da han, sammen med sin tyske kollega, underskrev en hensigtserklæring, der forpligter de to regeringer til at arbejde hen imod en fast forbindelse.
Både Socialdemokratiet, de radikale og Dansk Folkeparti kræver nye analyser af økonomien i projektet, skriver avisen.
Minister: Et tiltrængt løft
Det var netop på Lolland, der i går var en konference om Femern Bælt med deltagelse af 200 lokale erhvervsfolk, politikere og andre beslutningstagere.
På konferencen sagde trafikminister Flemming Hansen bl.a.:
»En fast forbindelse over Femern Bælt vil ikke alene knytte Skandinavien og Nordeuropa tættere sammen, men den vil også give et tiltrængt løft til Lolland-Falster. Det kræver dog, at man lokalt udnytter de nye muligheder og forbereder sig på den historiske chance.
Erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen skulle også have deltaget i konferencen, men måtte melde afbud på grund af finanslovs-forhandlingerne.