Vognmænd tøver med at bestille OBU’er
Toll Collect, der skal stå for opkrævningen af den tyske vejskat, er bekymret over, at der endnu ikke er bestilt så mange OBU’er (vejskat-computere).
Det sagde den presseansvarlige for Toll Collect, Harald Lindlar, på et pressemøde i går hos DFDS Transport i Brøndby.
Han tilføjede, at teknologien bag den tyske vejskat er på plads og virker.
Han forklarede de tyske og udenlandske transportvirksomheders tøven med, at de dels er skeptiske over for, om systemet virker 100 procent, dels at de tror, at der er tid nok endnu - og derfor er for længe om at komme ud af starthullerne.
I dag har Toll Collect modtaget 300.000 bestillinger på OBU'er fra 65.000 transportvirksomheder. Men man vil gerne op i nærheden af en halv million OBU'er for, at starten på vejskatten kan blive en succes. Den tyske vejskat går i gang fra årsskiftet.
Hvordan tackles kødannelser?
Ifølge DTLs hjemmeside anbefalede ordførende direktør Michael Svane på pressemødet, at Toll Collect får udarbejdet en plan for, hvordan man tackler mulige kødannelser og trængselsproblemer, hvis masser af chauffører skal bruge automaterne til manuel betaling på samme tid.
For at afkorte de ventetider planlægger Toll Collect at indsætte 3-5.000 servicemedarbejdere, der skal hjælpe lastbilchaufførerne med at lære at bruge de 3.500 automater.
En anden mulighed er at bruge internettet, hvor transportvirksomhederne kan booke deres ture tre dage i forvejen, hvis de er forudregistreret hos Toll Collect.