ITD-formand opfordrer til bedre adfærd
”Man kan have mange holdninger til køre-hviletidsreglerne som sådan, men det ændrer ikke ved, at det er gældende lovgivning, og at overtrædelser kan have endda meget uheldige konsekvenser. For hvad indebærer overtrædelser? At vi gør os skyldige i konkurrence-forvridning, at vi skaber et dårligt arbejdsmiljø og et dårligt arbejdsklima i virksomheden, og at vi risikerer at sætte trafiksikkerheden over styr.”
Det sagde formanden for International Transport Danmark (ITD), vognmand Egon Sørensen, Hanstholm på foreningens generalforsamling lørdag i Odense. Generalforsamlingen blev overværet af over 200 deltagere fra ITD's medlemsvirksomheder.
Ikke alle føler ansvar
Egon Sørensen opfordrede hvert enkelt medlem til at gøre en indsats for at skabe et bedre image og samtidig undgå risikoen for, at man mister sit levebrød:
”Vi skal generelt tilstræbe en adfærd, vi kan være bekendt over for os selv og over for omverdenen. Jeg ved, at mange af jer gør en kæmpeindsats i dagligdagen, men vi må erkende, at der er kolleger blandt os, der ikke føler dette ansvar,” sagde Egon Sørensen.
Det går bedre økonomisk
Formanden glædede sig i sin beretning over, at mange medlemmer sidste år havde opnået et tilfredsstillende økonomisk resultat:
”De fleste medlemmer giver, til trods for hård konkurrence og et hårdt pres på priserne, udtryk for et tilfredsstillende økonomiske resultat for 2003. Et rundspørge blandt vore medlemmer viser, at det især er virksomheder, der har specialiseret sig og har fundet nicher, der ser positivt på fremtiden,” sagde Egon Sørensen.
Ikke kun pris
I den forbindelse pegede Egon Sørensen på behovet for, at virksomhederne skal væk fra at betragte prisen som det vigtigste parameter, når der vælges transport:
”Hvis vi forstår at udvikle vores kompetencer, så er det nemmere at få andre parametre end prisen i fokus over for kunderne,” mente han.
Sidste beretning
Formanden understregede, at ITD gerne ser flest mulige danske arbejdspladser opretholdt på chaufførområdet.
”Men hvis vi skal overleve i et voksende internationalt konkurrencemarked, må vi producere på en måde og der, hvor dette økonomisk set kan gøres mest muligt rationelt, samtidigt med at vi lever op til erhvervslivets høje kvalitetskrav,” sagde Egon Sørensen i sin sidste beretning som formand for ITD.