Kompensation for Maut’en
De danske vognmænd, der har bestilt det tekniske udstyr (OBU’er) i forventning om Maut’ens indførelse i Tyskland, får nu penge retur.
DTL oplyser, at Toll Collect, der står for indførelse og opkrævning af den tyske vejafgift, vil afsætte 60 mio. euro, svarende til knap en halv milliard danske kroner, til de vognmænd, der har haft økonomiske udgifter i forbindelse med den fejlslagne indførelse af Maut’en.
8 millioner til Danmark
Løftet blev givet på et møde med repræsentanter for det europæiske transporterhverv, hvor DTL var repræsenteret af ordførende direktør Michael Svane i hans egenskab af medlem af det særlige ekspertudvalg, der har til opgave at være vagthund for Maut’en.
For danske vognmænd, som har bestilt 4.195 OBU’er, vil den samlede kompensation beløbe sig til knap otte mio. kr. Hertil kommer en bonus på 375 kr. for hver ny OBU, der bestilles.