Årets ITD-medarbejder
Kvalitetschef Bent Asmussen fra H.P. Therkelsen A/S, Padborg blev på ITD’s generalforsamling udnævnt til årets ITD-medarbejder.
Adm. direktør Jens I. Petersen sagde i sin begrundelse for udnævnelsen af Bent Asmussen blandt andet:
”Bent Asmussen startede hos HPT i Kruså den 1. september 1967 og har gennem årene altid haft betroede stillinger i firmaet.
Bent har stået for uddannelsen af firmaets medarbejdere og gennem mange år haft ansvaret for uddannelse af lærlinge. Han har fra starten været med til at udvikle firmaets edb-anlæg og har herudover været den drivende kraft i forbindelse med opbygningen af ISO-certificeringen."
En værdig repræsentant
Jens I. Petersen fortsatte: "Herudover har Bent Asmussen gennem årene haft ansvaret for mange interne udvalg – herunder bl.a. sikkerhedsudvalg, ADR og APV. Bent har været en meget værdig og god repræsentant for både firmaet og branchen, og der står stor respekt om hans viden både inden for branchen og hos kunderne.
Bent Asmussen har nu i en alder af 62 år valgt at gå på pension den 1. april 2004, og vi er derfor glade for, at vi fra ITD’s side kan være med til at hædre Bents mangeårige store indsats for både sit firma og for erhvervet som helhed.”
Med prisen ønsker ITD at vise en ansat hos en af ITD’s medlemsvirksomheder en særlig opmærksomhed ved at fremhæve denne person for en speciel indsats i sin virksomhed.