Volvo-chef slutter med flot regnskab
»Vi er ved at lægge sidste hånd på regnskabet for 2003, og det bliver det flotteste nogensinde i Volvo Finans A/S.«
Det oplyser adm. direktør Henrik Sallerup, Volvo Finans A/S (VFS Danmark A/S). Som omtalt på hjemmesiden i går har han valgt at forlade Volvo pr. 1. maj i år som følge af en organisations-ændring i Volvo Financiel Services, Nordic Region.
»Der er overhovedet ikke noget dramatisk i min beslutning, men selvfølgelig har det været svært at stoppe med noget, som jeg selv var med til at starte for ti år siden,« fortæller Henrik Sallerup til Lastbil Magasinet.
Takkede nej til andet job
Direktøren oplyser, at det allerede for tre år siden blev besluttet at ændre organisationen i Volvo Financiel Services, Nordic Region.
Som omtalt i går bliver svenskeren Andreas Flognfeldt ny adm. direktør i VFS Danmark A/S. Han er Nordic Regional President for Volvo Financial Service og tillige adm. direktør i VFS-selskaberne i Sverige, Norge og Finland.
»Jeg blev også tilbudt forskellige jobs i den nye nordiske organisation, men jeg takkede pænt nej,« siger Henrik Sallerup, der mener, det er et naturligt tidspunkt at stoppe på, også selv om han ikke har noget andet job på hånden.
Vil tænke sig om
»Jeg er åben for alt, men har valgt at tænke mig godt om, efter at have truffet en så afgørende beslutning,« siger 46-årige Henrik Sallerup, der er uddannet HD i finansiering og kreditvæsen. Han har beskæftiget sig med leasing siden 1985.
Direktøren understreger, at der også efter 1. maj vil være 5-6 medarbejdere ansat i VFS Danmark A/S, og at kunder og forhandlere ikke vil mærke nogen forskel.
»Kunderne kommer stadig til at tale med en dansker, når de kontakter Volvo Finans,« siger Henrik Sallerup.