Får medlemmerne nok for pengene?
Der var smæk for skillingen på den netop afholdte generalforsamling i Chaufførernes Fagforening, Aabenraa, hvor den afgående formand Johnny Schytt-Nielsen holdt sin sidste beretning. Den nu forhenværende formand stillede bl.a. spørgsmålstegn ved, om medlemmerne får nok for deres kontingent-kroner:
”I vores organisations-struktur med baggrund og tilhørsforhold til LO, har vi længe nok rendt rundt med næsen i sky og ikke regnet vore ”konkurrenter” for noget, men det holder ikke i længden. De andre bliver flere og flere, vi bliver færre og færre," sagde han.
De unge kigger på prisen
"Den mulige forklaring i den udvikling kunne have noget med prisen at gøre. Der er ingen tvivl om, at fremtidens unge vurderer meget på, hvad de får for pengene. Organisations traditionerne, som vi kender dem i dag, bakkes ikke væsentligt op af samfundets unge, og det bør organisationen forholde sig til. Ungdommen er fremtiden, ligeledes for organisationerne,” sagde Johnny Schytt-Nielsen.
Afdelingen i Aabenraa, der er landets største afdeling for eksportchauffører, har i det forløbne år haft en tilbagegang i medlemstallet fra 972 til 943.
Ikke tradition hos udlændinge
”Vurderer vi på det faldende medlemstal, ser vi ligeledes udviklingen, hvor det er lønmodtagere fra andre europæiske lande, med væsentligt andre organisations-traditioner, der i stigende omfang ansættes i danske vognmandsvirksomheder.
Det er indlysende, at den meget forskellige organisations-tradition er en væsentlig årsag til, at vi mister medlemmer. Der er ikke mange nye medlemmer, der kommer fra en anden kulturbaggrund med andre organisations-traditioner, som ved arbejde hos en dansk eksportvognmand af egen vilje opsøger fagforeningen, med udtrykt interesse for medlemskab,” sagde Johnny Schytt-Nielsen.
Læs også: "Ny formand i Aabenraa"