Besætning mener chauffører er berusede
Ifølge besætningen på Stena Traveller, som sejler mellem Gdynia i Polen og Karlskrona i Sverige, er op imod en tredjedel af chaufførerne påvirkede af alkohol, når de kører fra færgen, skriver det svenske Trailer Nyt.
Besætningen siger, at ni ud af 10 chauffører drikker alkohol ombord, men chefen for Færdselspolitiet i Blekinge mener, at tallet er overdrevet.
Stikprøver
Et par gange om ugen laver politiet stikprøver, og i alt har politiet tilbageholdt otte chauffører i år – alle ikke-svenske chauffører.
Rolf Andersson, der er chef for Færdselsafdelingen, mener, at tallet er alvorligt nok, men langt fra de tal, som besætningen har oplyst.
Færgen har i gennemsnit 70 lastbiler med på overfarten, der tager 10 timer.