Skarp kritik fra FDL
»Det seneste års frygtelige ulykker har desværre ramt hårdt på flere måder. Udover de personlige tragedier, som jeg beklager dybt, har ulykkerne og de mange ulovligheder gjort vognmandsbranchens image dårligere end nogensinde. Det er egentlig trist at skulle sige det, men man får næsten den opfattelse, at der må være nogen i samfundet, der er interesseret i, at en meget stor del af branchen overtræder lovene.«
Det sagde formanden for Foreningen af Danske Langtursvognmænd (FDL), Jens Tidemann på foreningens generalforsamling lørdag på Pårup Kro. Han fastslog, at både DTL og FDL har arbejdet ihærdigt på at komme ulovlighederne til livs, og at kritikken af myndighederne ikke er et forsøg på at skubbe ansvaret fra sig.
Som for 20 år siden
»Men vi må desværre konstatere, at vores anstrengelser ikke har båret frugt. Ulovlighederne florerer som aldrig før, og det selv om vi i masser af år har kæmpet og søgt at råbe myndighederne og de ansvarlige politikere op. Men vi er stort set ikke kommet ud af stedet, og vi taler i dag om de samme problemer, som vi gjorde for 20-25 år siden. Tingene er bare blevet værre siden,« sagde Jens Tidemann.
Hvor er SiD's top?
»Når der, trods branchens egen indsats og vilje til at løse problemerne, ikke er sket noget, kan det kun være fordi ingen for alvor er interesseret i at rydde op i junglen af ulovligheder. Anden forklaring kan jeg simpelt hen ikke få øje på. For hvis politikere, myndigheder og SiD’s top virkelig var indstillet på at bremse ulovlighederne, havde de gjort det for længst. Det bemærkelsesværdige er faktisk, at vi et meget langt stykke hen ad vejen er enige med arbejdstagerne. Og vi er enige med dele af SiD, men hvor er SiD’s top?« spurgte formanden.