Passager-speedometer i busser
Trafikminister Flemming Hansen har modtaget en redegørelse for busulykken i Thüringen den 24. januar 2004, hvor en dansk sovebus kolliderede med en tysk lastbil, der holdt stille på vejen efter en anden kollision. Ved ulykken blev bussens to chauffører og en passager dræbt.
»Umiddelbart efter ulykken bad jeg Færdselsstyrelsen om en redegørelse for ulykken, og anbefalinger, der kunne styrke sikkerheden ved denne transportform.
Øget sikkerhed
Færdselsstyrelsen har foreslået en række ændringer, som består i krav om sikkerhedsadskillelser mellem alle liggepladser, anbringelse af et speedometer, så passagerne kan følge med i bussens hastighed og indførelse af et elektronisk stabiliseringssystem, som forhindrer, at busser skrider ud eller vælter,« siger trafikminister Flemming Hansen.
»Jeg er sikker på, at dette vil forbedre sikkerheden for de mange danskere, der vælger at rejse på ferie med bus. Vi skal dog holde os for øje, at skærpede tekniske regler ikke i sig selv vil kunne forhindre en tragisk ulykke, som den der skete i Tyskland,« siger ministeren i en pressemeddelelse.
Nedsat hastighed
Redegørelsen anbefaler desuden en generel nedsættelse af hastigheden på den indbyggede hastighedsbegrænser, så busser ligesom lastbiler højst kan køre 90 km/t, og dette forslag vil trafikminister nu rejse over for de øvrige trafikministre i EU:
»Jeg vil rejse spørgsmålet om at reducere hastigheden for busser over for mine kolleger i EU,« siger Flemming Hansen.