Kun få busser snuppet i kontrol
En del buschauffører havde lugtet lunten, da Færdselspolitiets Tungvognssektion i søndags for tredje gang inden for kort tid holdt kontrol ved grænsen, med fokus på ski-busser.
»Vi fik ikke stoppet så mange, som vi havde forventet. Men procentvis så det desværre lige så slemt ud som de andre gange,« siger lederen af kontrollen, politiassistent Christian Møller.
Ved kontrollen i Padborg søndag fra klokken 10 til 15 stoppede Christian Møller og hans kolleger i alt 115 tunge køretøjer, heraf 52 busser.
78 rapporter
Der blev i alt skrevet 78 rapporter. 20 af dem drejede sig om overtrædelse af køre-hviletiden, og der var 17 køretøjer med forkert betjening af kontrolapparatet. I tre tilfælde skrev man chauffører for overtrædelse af straffeloven, bl.a. for at medbringe falske ferieerklæringer.
Desuden blev tre buschauffører noteret for at køre uden gyldigt kørekort.
»Hertil kommer en masse tekniske fejl, f.eks. nødudgange der er spærret af en skiboks,« oplyser Christian Møller.
Læs også: “Chauffør klager over politiet”