Ny overenskomst for chauffører på plads
Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik (ATL) er blevet enig med SiD om en tre-årig normalløns-overenskomst for 30.000 chauffører, der også omfatter eksportchauffører.
ATL-overenskomsten adskiller sig fra den normalløns-overenskomst, der blev indgået i sidste uge ved at være til fordel for chauffører med høj anciennitet.
»Vi har længe haft et ønske om at kunne belønne de loyale medarbejdere i transportbranchen, og det er vi nu kommet igennem med ved, at de dels får mere i posen, og dels er der sat flere penge af til efteruddannelse," udtaler Joan Hansen, formand for ATL.
Omkostningsniveauet er for arbejdsgiverne, ifølge Joan Hansen, omkring tre procent om året.
Overenskomstaftalen betyder:
· Timeløn
Normaltimelønnen stiger med
1. marts 2004 kr. 2,65
1. marts 2005 kr. 2,75
1.marts .2006 kr. 2,65
· Pension
Pensionsbidraget forhøjes:
1. juli 2005 Stiger med 0,9 % til 9,9%
1. juli 2006 Stiger med 0,9 % til i alt 10,8%
2/3 betales af arbejdsgiver og 1/3 betales af lønmodtager
·Ny frihedsbestemmelse
Overenskomstparterne har opnået enighed om ny bestemmelse om afvikling af frihed. En fastansat fuldtidsmedarbejder vil opspare 6,75 procent af lønnen til dækning af løn på fridage, såsom 1. maj og Grundlovsdag efter kl. 12.00 samt hele dagen juleaftensdag, nytårsaftensdag, søgnehelligdage og 5 feriefridage. Den nye bestemmelse indeholder administrative lettelser, både for virksomheden og medarbejderne.
·Sygeløn
Perioden med løn under sygdom forhøjes med 21 dage til i alt 49 dage.
·Børns hospitalsindlæggelse
Der gives frihed i op til en uge med fuld løn ved børns indlæggelse på hospital.
·Barsel
Der ydes fuld løn under 4 ugers gravitetsorlov, og orlov efter fødslen forlænges med 6 uger til i alt 20 uger.
·Arbejdstid
Særligt i ATL-overenskomsten er der opnået fleksibilitet gennem en ny aftale om arbejde på forskudt tid, som giver mulighed for en bedre tilrettelæggelse af transportopgaverne.
·Uddannelse ved opsigelse
Medarbejdere som opsiges på grund af virksomhedens forhold har ret til indtil 2 ugers betalt uddannelse i opsigelsesperioden.
·Tillæg
Forskudttidstillæg, anciennitetstillæg samt særligt tillæg er reguleret.