Sag om musikafgift i Højesteret
Det bliver op til Højesteret at beslutte, om Marius Pedersen A/S skal betale ca. 34.000 kr. plus sagsomkostninger på ca. 12.000 kr., for at firmaets chauffører kan høre musik i lastbilerne. Forleden blev Marius Pedersen A/S ved Landsretten dømt til at betale det nævnte beløb.
Højesterets ankenævn har besluttet, at DTL kan indtræde som part i sagen om afgifter på musik i lastbilernes førerhus. Beslutningen blev truffet trods indsigelse fra Koda, der varetager komponisternes og musikernes ophavsrettigheder.
Sagen har tidligere været behandlet i Østre Landsret, som i en dom fastslår, at "musikafspilning i et førerhus må betragtes som en offentligt fremførelse", og at der derfor skal betales musikafgift, hvis virksomheden har over 40 ansatte.
Rammer 140 virksomheder
Dommens betydning vil få betydning for omkring 140 DTL-virksomheder med i alt omkring 12.800 ansatte. En musikafgift vil samlet koste virksomhederne knap 600.000 kr. om året.
"Hvis Højesteret når til samme afgørelse som Østre Landsret, kan det blive nødvendigt at kontakte politikerne for at forsøge at få ændret den 40 år gamle ophavsretslov," siger DTLs ordførende direktør Michael Svane til DTLs hjemmeside.
Højesteret behandler musiksagen 4. marts 2004.