Sag om køretøjs-længde i Landsretten
En chauffør glemmer at slå læssebagsmækken op, inden han kører ud i trafikken. Det indbringer ham en bøde, fordi køretøjets dimensioner er overskredet.
Imidlertid bliver også vognmandvirksomheden – et aktieselskab – tiltalt og idømt en bøde på 500 kr. i byretten. Retten fandt nemlig, at virksomhedens ansvar for chaufførens fejl også er hjelmet i færdselsloven.
DTL har besluttet at gå videre med sagen og har opnået Procesbevillingsnævnets godkendelse til at indbringe for Landsretten.
Principiel sag
»Det er en meget principiel sag, som vil få store konsekvenser for vognmandsvirksomheder i selskabsform, hvis byrettens afgørelse står ved magt,« siger vicedirektør i DTL, Morten Lindbo til foreningens hjemmeside.
»I loven er der i forvejen et objektivt ansvar for køretøjsejeren, når det gælder overlæs og køre- hviletidsovertrædelser. Hertil kommer det almindelige ansvar som ejer, hvis køretøjets indretning og udstyr ikke er i lovlig stand.
Men følger man byrettens tankegang i denne sag, ville man i princippet kunne udvide ansvaret til arbejdsgiveren ved et utal af overtrædelser af færdselsloven – blot virksomheden drives i selskabsform. Det hænger ikke sammen,« siger Morten Lindbo.
Anklagemyndigheden har erklæret sig enig med DTL i, at en prøvelse for Landsretten bør afklare, om ansvaret kan strækkes så vidt, som tilfældet har været i den konkrete sag.