Danway Rødekro skifter ejer
Firmaet Midtlast i Ans har pr. 1. februar overtaget det kendte firma Danway Rødekro, der har specialiseret sig i eksport af brugt transport-materiel til store dele af verden.
Midtlast handler ligeledes med brugt transport-materiel.
I første omgang overtager Midtlast ved Jan Løw-Larsen navnet Danway Rødekro, goodwill samt ejendommen og pladsen i Rødekro.
Men ifølge Danways direktør Thorkild Lorenzen besluttes det først i løbet af et halvt til et helt år, i hvilket omfang Jan Løw-Larsen overtager varelager, agenturer mv.
Fortsætter uændret
Jan Løw-Larsen oplyser, at Thorkild Lorenzen fortsætter som direktør, og at driften af Danway fortsætter uændret med fem medarbejdere.
»I løbet af et halvt års tid vil jeg afvikle mine aktiviteter i Ans, og så bliver det hele flyttet til Rødekro,« siger Jan Løw-Larsen, der til den tid ikke længere vil bruge navnet Midtlast:
»Danway er et mere internationalt navn og er godt kendt i branchen,« siger Jan Løw-Larsen.