MAN’s danske topchef fratræder
Den adm. direktør for MAN Last og Bus A/S i Danmark, Lasse Fredskov fratræder sin stilling den 1. februar. Hans job overtages af en svensker.
Direktørens fratræden sker ”efter gensidig overenskomst”, oplyser MAN Last og Bus A/S i en pressemeddelelse.
MAN oplyser, at det er med henblik på en ny organisations-struktur i Danmark og Sverige, at MAN Nutzfahrzeuge AG med virkning fra 01.02.04 har besluttet, at MAN i Danmark og Sverige skal have fælles ledelse.
Ny salgschef
Det betyder, at den nuværende adm. direktør for MAN Lastbilar & Bussar AB i Sverige, Jörg Mommertz, 45, er udnævnt til adm. dir. for MAN Last og Bus A/S i Danmark. Jörg Mommertz har siden nov. 2002 været adm. direktør for MAN Lastbilar & Bussar AB i Sverige.
Jörg Mommertz forbliver adm. direktør for MAN Lastbilar och Busser AB i Sverige, og for at styrke aktiviteterne i Sverige udnævnes samtidig Hans Carlstad som ny salgschef for MAN Lastbilar & Busser AB, oplyser MAN.
Pæn fremgang
Lasse Fredskov, der er 53 år, har været adm direktør for MAN Last og Bus A/S siden 1996.
I den periode har MAN udviklet sig til at være nummer tre på det danske marked for tunge lastbiler. I 2003 tabte MAN imidlertid for første gang i flere år markedsandele, men er dog fortsat det tredjemest solgte lastbilmærke i Danmark efter Volvo og Scania.
Inden han kom til MAN, var Lasse Fredskov bl.a. adm. direktør i Domi-koncernen, ligesom han også har været direktør hos Bosch.