Færdselsstyrelsen i dilemma
»På den ene side vil nogle i transporterhvervet have øget kontrol, men samtidig vil man også have administrative lettelser. Her kommer dilemmaet ind, for det kan være svært at forene de to ønsker. Og man skal huske på, at det jo ikke er Færdselsstyrelsen, der opfinder reglerne.«
Det sagde Færdselsstyrelsens direktør Carsten Falk-Hansen i går på Godskonferencen 2004 i Fredericia, arrangeret af Transportøkonomisk Forening.
Direktøren skulle tale over emnet “Hvordan kan myndighederne bidrage til virksomhedernes udvikling?”
Vil være medspiller
Carsten Falk Hansen slog fast, at erhvervslivets vilkår er centrale for myndighederne:
»Vi har viljen, og vi vil gerne opleves som en medspiller og ikke en modspiller. Vi skal yde en god service og vejledning til transporterhvervet, men det er ikke os, der skal udpege morgendagens vindere og tabere,« sagde direktøren, som kunne oplyse, at Færdselsstyrelsen er igang med at undersøge, hvor der kan lettes i de administrative byrder med hensyn til de tekniske regler.
»Vi vil også kigge på, om der er nogle procedurer, der kan forenkles omkring tilladelses-systemet. Vi kigger bl.a. på 3 års kravet og dokumentationen af egenkapital-kravet. Og det sker i dialog med transporterhvervet,« sagde Carsten Falk Hansen.