4 nye trækkere til ATL-formand
Vognmandfirmaet Hans Hansen Transport og Spedition ApS i Herning har fået leveret fire nye Mercedes Actros trækkere udstyret med Safetypakken, som består af diverse sikkerhedsudstyr.
Vognmandsfirmaet i Herning drives af formanden for ATL, Joan Hansen og hendes mand Leif Pedersen.
Der er tale om fire nye 2-akslede Mercedes-Benz Actros 1844, som skal benyttes i trafik mellem Danmark og Tyskland, hvor der udelukkende køres partigods med presenningstrailere.
Motor og gearkasse
Bilerne yder 435 hk ved 1800 omdrejninger i minuttet med et drejningsmoment på 2100 Nm ved 1080 omdrejninger i minuttet.
Gearkassen er af typen G211-16/17,0-1,0 Telligent skift II, bagakslen er enkeltgearet med differentialespærring.
Bremserne er bl.a. med rullespær, der modvirker, at bilen render tilbage ved igangsætning op ad bakke. Der er både ABS og ASR i Telligent bremsesystemet og desuden er vognene forsynet med retarder.
Sikkerhedspakke
Safetypakken omfatter stabilitetskontrol, airbag i førersiden, afstandsradar, sporassistent og retarder.
Førerhuset, der er en høj version, er bl.a. med centrallås, instrumentpanel i træ, køleboks på motortunnel, walkie-talkie og kaffemaskine.
Chassiset er opbygget med fast skammel, dørkplade til af-dækning, 800 liters brændstoftank, værktøjskasse og er fra fabrikken udstyret med integralhæk, hvor akkumulatorerne er placeret.
De nye biler er leveret af Frank Pedersen fra Ejner Hessel A/S.