Fremgang i lastbilsalget
Salget af tunge lastbiler over 15 ton totalvægt er i fremgang. De nyeste tal fra De Danske Bilimportører viser, at der er registreret 368 nye tunge lastbiler i oktober, hvilket er 34 mere end i samme måned i fjor.
I årets første ti måneder er der i alt solgt 3.120 lastbiler over 15 ton mod 2.961 i samme periode i 2002.
Scania har for første gang i år snuppet førstepladsen fra Volvo med 123 indregistreringer mod Volvos 86. På tredjepladsen har Mercedes-Benz tilsyneladende bidt sig fast med et salg på 52 biler, mens MAN og DAF deler fjerdepladsen med hver 41 solgte lastbiler. Herefter følger Iveco med 15 og Renault med 10.