Storvognmænd laver specialforening
Seks af landets største transportfirmaer har dannet en specialforening under DTL.
Foreningen med navnet Specialforeningen for Logistik og Distribution (SLD) vil, målt på lønsummen, være blandt de største specialforeninger i DTL. De seks firmaer er Frode Laursen A/S, P.K. Justesen A/S, Johs. Rasmussen, Svebølle A/S, DFDS – Roland Munch A/S, Bech-Hansen & Studsgaard A/S og Miljø-Team A/S.
Thorkil Andersen er formand
Foreningens formand, adm. direktør Thorkil Andersen, Frode Laursen, A/S siger, ifølge DTL’s hjemmeside, at den nye forening omfatter virksomheder, der er optaget som enkeltvirksomheder i DTL, eller virksomheder, som ikke føler, at de har et naturligt tilhørsforhold til en af de nuværende lokal eller specialforeninger.
”Specielt er det vigtigt at få enkeltvirksomhederne ind i mere organisatoriske rammer. Inden for et år forventer vi, at foreningen vil have omkring en halv snes medlemmer,” siger Thorkil Andersen. ”Den nye specialforening vil udadtil holde en lav profil, men der skal ikke herske tvivl om målet - nemlig at medvirke til at styrke DTLs politiske arbejde. Vi har klart nogle forventninger til DTL, men det er vigtigt, at vi trækker på samme hammel som de små og større medlemsvirksomheder. Kun på den måde kan vi opnå fornuftige, politiske resultater. DTL er og må være den naturlige base for os alle sammen.”
Sekretariat hos DTL
Foreningen har nedsat en bestyrelse, der udover formanden består af adm. direktør Hans Justesen, P.K. Justesen A/S, adm. direktør Klaus Rasmussen, Johs. Rasmussen, Svebølle A/S, adm. direktør Orla Hansen, DFDS – Roland Munch A/S, adm. direktør Elon Studsgaard, Bech-Hansen & Studsgaard A/S og adm. direktør Allan Larsen, Miljø-Team A/S.
Foreningen får hjemsted i København, og der er indgået en sekretariats- og administrationsaftale med DTL.