Læserbrev: Jacob Buksti - gå dog af
Vi har modtaget dette indlæg fra I/A Gruppen:
“I/A Gruppen opfordrer Jacob Buksti til at trække sig helt fra alle politiske poster, og finde andet job, ligesom en lastbilchauffør må gøre ved langt mindre fartoverskridelser.
Begrundelsen er, at Jacob Buksti har været med til at vedtage en opstramning i færdselsloven, der bevirker, at en lastbilchauffør, der kører 71 km/timen på de store motorvejslignende indfaldsveje til storbyerne i Danmark, mister kørekortet og dermed sit arbejde.
Denne lov har kostet flere chauffører deres gode job, men selvfølgelig er det ikke interessant for folketingsmedlemmer.
I en moderne lastbil, der er meget støjsvag, er der ikke meget forskel på 50 og 71 km/t, og derved nemmere at overskride grænsen, og ikke tænke over de særregler, der er for lastbiler, specielt når man også vil genere den øvrige trafik mindst muligt og følge trafikrytmen.
Sandsynligvis er skiltningsreglerne også i strid med FN konventionen, som Danmark også har tiltrådt. Alle disse facts hjælper ikke en chauffør, når han sidder i retten. Af med kortet og jobbet!
Forskellen mellem 110 km/t og 173 km/t i en personbil er mærkbar, men her klarer et folketingsmedlem frisag, og nøjes med en lille bøde samt røde ører, fordi han ikke lige tænkte over, han kørte lidt for stærkt.
Nej, Jacob Buksti, træk dig fra dit politiske erhverv, nu hvor du har dummet dig godt og grundigt, det vil klæde dig godt.
Du vil dog ikke komme til at stå i samme dårlige økonomiske situation, som en chauffør, der mister sit arbejde, da du vil nyde godt af diverse pensioner m.m., som politikere er gode til at tilegne sig selv.”
Indsendt på I/A Gruppens vegne af
Ole Prüsse
Åglimt 9a
6040 Egtved