Ny portal om sikker trafik
»Med den ny internetportal sikkertrafik.dk skabes helt nye muligheder for samarbejde og videndeling samtidig med, at borger- og presseservice får et betydeligt kvalitetsløft.«
Sådan siger René la Cour Sell, direktør i Rådet for Større Færdselssikkerhed om en ny trafikksikkerhedsportal, der netop er lanceret.
Sikkertrafik.dk rummer fra starten et videncenter, hvor fagfolk og trafikanter kan finde viden, inspiration og gode råd om sikker færdsel, samt en aktivitetskalender med information om aktiviteter, klip fra dagspressen, samt info om Rådet.
Hensigten er, at sikkertrafik.dk på længere sigt skal rumme meget andet end Rådets arbejde og budskaber. Andre kan derfor bidrage med indhold, uden at det nødvendigvis skal stemme overens med Rådets meninger og politik.