Mindeord om Hans Erik Larsen
Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik, ATL har sendt disse mindeord i anledning af vognmand Hans Erik Larsens død:
"Det er med stor sorg og beklagelse, at ATL og ATL´s bestyrelse har modtaget meddelelse om, at bestyrelsesmedlem Hans Erik Larsen efter længere tids sygdom er afgået ved døden i en alder af 51 år.
Hans Erik Larsen var ejer og leder af Vognmandsforretningen Gustav Larsen og Søn, Svinninge ved Holbæk. Ud over virksomheden i Holbæk var Hans Erik Larsen et stort aktiv for vognmands- og transportorganisationerne, og han har igennem tiden beklædt mange tillidshverv i både Danske Vognmænd, Dansk Transport og Logistik og Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik.
Endvidere har han været oldermand for Nordvestsjællands Vognmandslaug siden 1987.
Hans Erik Larsen var dybt respekteret for sit flittige og ihærdige arbejde i bestyrelserne, og han var med sit personlige engagement med til at skabe fornyelse og fremgang i organisationsarbejdet.
På arbejdsgiversiden var overenskomster og overenskomstforhandlinger Hans Erik Larsens stærke side. Under de lange natlige forhandlinger i forbindelse med fornyelse af overenskomster var Hans Erik Larsen en af de
mest udholdende. Han havde en stor strategisk forståelse og fornemmede på fornemste vis at slå til på det rette tidspunkt for at få et fornuftigt forlig i hus.
Hans Erik Larsen vil derfor blive savnet som en af de mest
erfarne og vidende forhandlere ved de kommende overenskomstforhandlinger i 2004.
Ære være Hans Erik Larsens minde."
Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik, ATL