Politiker: Dansk transporterhverv skal styrkes
Fra folketingsmedlem Flemming Damgaard Larsen, (V), der er medlem af Folketingets trafikudvalg, har vi modtaget dette indlæg:
"Transport har en nøglefunktion i erhvervslivets værdiskabelse. Effektiv og billig transport sikrer, at vi kan producere vores varer dér, hvor det gøres bedst og billigst. Derfor skal effektiviteten af godstransporten øges, på tværs af vej, sø, bane og luft. Vi skal reducere de barrierer, som hæmmer produktivitet og indtjening i transporterhvervet.
Transport opfattes i dag typisk som adskilte transportformer og som et erhverv, der adskilles af landegrænser. Liberalisering af transportmarkedet i Danmark er første skridt, men harmonisering i EU og internationalt er ligeså vigtige skridt mod et mere fleksibelt erhverv. Derfor er det vigtigt at fjerne de tekniske barrierer i forbindelse med dokumenthåndtering, der hindrer et øget samspil mellem transportformerne.
Der skal også gøres en indsats for at optimere infrastruktur-investeringerne. Godset skal koncentreres på færre og større knudepunkter. Disse skal afgøres af de godsstrømme, som markedet bestemmer. Men det er samtidig også vigtigt at afklare de prioriteringer, der foretages nationalt, og koble dem med udviklingen i europæiske vækstregioner. Derfor skal der skabes et godt vidensgrundlag for investeringerne i infrastruktur. Uddannelser indenfor transportområdet skal styrkes og forsknings- og udviklingsinvesteringerne skal øges. Samspillet mellem transporterhvervet og forskningsverdenen skal forbedres.
Et øget internationalt transportbehov medfører ikke kun positive ting. Der er negative effekter i form af miljøbelastning, flaskehalse og høje krav til offentlige investeringer i infrastruktur. Derfor er regeringens mål ikke at øge transportaktiviteten. Målet er at effektivisere transporten og derved øge værdien af hver transport-kilometer. Dette forudsætter samspil indenfor hver transportform, på tværs af landegrænser og ikke mindst mellem erhverv og myndigheder."