Transportbranchen i Århus-området i vækst
Der er stor tilfredshed i Århus-områdets speditørbranche for tiden. Det går fremad, og mere end for kollegerne i resten af landet.
”Det ser rigtigt godt ud. Vi forudser en gennemsnitlig omsætningsstigning på 20-30 procent over de næste 3-4 år blandt vores medlemmer i Århus-området. Og det er en væsentlig større vækst, end man øjner i speditionsbranchen i resten af Danmark,” siger Ole Nielsen, bestyrelsesmedlem og netop afgået mangeårig formand for Østjyske Speditører.
Vognmænd er også optimister
Formand for Østjyllands Vognmandsforening Jørgen Buhl har den samme oplevelse blandt de medlemmer, der kører for speditører i Århus-området:
”Vi kan se klart lys for enden af tunnelen. Vi har mere travlt, end vi har haft i flere år. Derfor har vi meget positive forventninger til fremtiden, hvilket vi mildest talt ikke har haft i nogen tid. Konkret forventer vi en øget omsætning og en væsentlig bedre udnyttelse af det eksisterende materiel de næste par år,” fortæller Jørgen Buhl.
Vækst skyldes øget eksport
Uffe Paludan, forskningschef ved Institut for Fremtidsforskning i København, forklarer den kommende vækst således:
”Speditionsbranchen har mere at lave, når de eksporterende virksomheder har mere at lave. Og når der er lavkonjunktur i Danmark – hvilket der har været et par år nu – ser vi en klar tendens til, at virksomhedernes motiv til at øge eksporten stiger. Virksomhederne vender ganske enkelt øjnene uden for landets grænser, når det er krisetid i Dan-mark. Og det giver selvfølgelig en vækst i speditørbranchen,” forklarer Uffe Paludan.
Fremgang for havnen
”At væksten så sker i Århus-området og ikke på Sjælland eller Fyn kan forklares med, at de virksomheder, der ofte øger eksporten i tilfælde af lavkonjunktur, er industri-virksomheder. Og dem er der mange flere af i det østlige Jylland end i resten af landet,” siger forskningschefen.
Tendensen understøttes i øvrigt af Århus Havn, der er Danmarks største container-havn. Ved offentliggørelsen af halvårsregnskabet i juli udtalte direktør Bjarne Matthie-sen, at virksomheden forventer en rekordomsætning for 2003, som vil afløse sidste års stagnation.