DFDS Transport sælger terminaler i Sverige
DFDS Transport har indgået aftale med GE Capitals datterselskab, GE Real Estate, om salg og efterfølgende tilbageleje af to terminaler i henholdsvis Jönköping og Stockholm.
Salget er en del af koncernens strategi om i løbet af tre år at sælge for 600 millioner kr. anlægsaktiver i forbindelse med akkvisitionen af DFDS Dan Transport.
Salgssummen udgør 200 millioner svenske kroner, og terminalerne er på henholdsvis 10.750 kvadratmeter i Jönköping og 14.350 kvadratmeter i Stockholm.
Salget påvirker DSVs resultat positivt med et beskedent beløb og er et led i koncernens politik om at leje frem for at eje, og derved frigøre kapital til virksomhedens kerneaktiviteter, oplyser DSV.