Mølletransporter kan flytte motorvej
Byggeriet af den nye motorvej mellem Odense og Svendborg skrider planmæssigt fremad, men planlægningen af den sidste del af strækningen, hvor motorvejen føres ind mod Svendborg, er først nu ved at falde på plads.
Oprindelig var det meningen, at vejen skulle føres ind i den nuværende rute 9, men bl.a. på grund af de store vindmølletransporter fra NEG Micon i Rudkøbing, er der nu kommet et forslag fra Vejdirektoratet på bordet, som vil betyde, at transporterne undgår to af de lave broer på rute 9.
Når motorvejen står færdig, slipper transporterne samtidig for rundkørslerne på rute 9, som på grund af pladsforholdene giver problemer for de store transporter.
Den nye løsning er 50 millioner kroner dyrere. Den nye motorvej får en længde af 35 kilometer og ventes færdig om fire år.